I det indledende baggrundsmateriale kan du læse om grundbegreberne omkring pickupper og de forskellige typer. På denne side går jeg mere i detaljer mht. hvordan en pickup er konstrueret. Jeg kommer med forskellige eksempler - også på nogle af de meget sjældne og mindre kendte pickupper.

Hvis man spørger en kvinde, så vil hun kunne bevidne, at gode gaver ofte kommer i meget små pakker. Desuden har pakken gerne noget med guld og diamanter at gøre. Det samme gælder absolut pickupper. Ser vi på kiloprisen så løber den op i flere mio. kroner.

En pickup er lige som en højttaler en mekanisk transducer og derfor lydmæssig mere "farvet" end typisk elektronik. Faktisk kan den mere sammenlignes med en mikrofon. Der er absolut tale om rigtig finmekanik. Nålen bliver udsat for over 100G i rillen og den reelle hastighed kan komme over 100 km/t. 

Lige som alt andet i forbindelse med en pladespiller kan pickuppen deles op efter typer, principper og igen i hvilke dele og overvejelser der er indgået i produktionen. Vi ønsker (endnu) ikke at lave en pickup, men vil gerne se konstruktører over skuldrene og lære lidt.

Pickup-typer

MM - Moving Magnet
MI - Moving Iron (Variable magnetic shunt).
MC - Moving Coil
SG - Strain Gauge
Krystal
Elektrostatisk
Variationer af ovennævnte - f.eks. Decca London.

De to mest kendte typer er MM og MC. Forskellene på de to typer er mange, både mekanisk og elektrisk.  MM har en lille magnet befæstiget til nålefanen som så bevæger sig i et magnetfelt og dermed skaber en strøm/spænding. MC er modsat med en bevægelig spole i et kraftigt magnetfelt.

Typisk vil en MM pickup have højere output - omkring 4-6 mV, mens normale MC pickupper ligger omkring de 0,5 mV. Der findes dog ekstremer i begge lejre med hhv. meget højt eller meget lavt udgangs signal. En speciel variant er High Output MC, hvor der er skabt plads til flere viklinger og udgangssignalet nærmer sig det fra MM typer.

Typiske andre forskelle på MM og MC typer er:
- den bevægelig masse (mindre på MC)
- compliance/eftergivenhed (typisk mere stift ophæng på MC)
- udgangsimpedans (lavere på MC)
. følsomhed for kapacitiv belastning (størst for MM)

Hvad disse parametre betyder for pickuppens lydmæssige egnenskaber og dens tilpasning til arm/forstærker kommer jeg ind på i det følgende.

MI har typisk samme udgangssignal som MM. Her er det som navnet siger det et stykke metal der bevæger sig i et udvendigt magnetfelt og dermed inducerer en spænding i faste spoler. Selve den bevægelig del er altså ikke magnetisk.

SG pickupper har der ikke været mange af. Sao Win fra Win Labs lavede en tilbage sidst i 70'ern og i dag kendes de fra Australske Soundsmith. Princippet består af et lille stykke metal (strain gauge) der modulerer en spænding fra en ekstern strømforsyning. Dette giver et meget højt udgangssignal og samtidig får man en mekanisk korrektion af RIAA kurven. SG pickupperne fra Soundsmith er meget dyre, men efter sigende skulle de være fantastiske.

Krystal pickupper kender de fleste gamle pladespillere. De havde en forpart som kunne drejes til hhv. 33/45 og 78 plader. Princippet anvendes ikke mere i dag. Det samme gælde elektrostatiske pickupper som Stax (hovedtelefoner) fremstillede en kort overgang i 70'erne. I princippet var det en "omvendt" elektrostathøjtaler i miniature og med en udvendig strømforsyning.

Decca London pickuppen er reelt en MM type, men den er meget anderledes. Der er ikke nogen nålefane. I stedet sidder nålen på en broncefjeder strammet op med en tynd tråd. Internt er der 3 spoler, som arbejder efter et sum og difference system. De gamle Decca pickupper var blandt noget af det meste dynamiske man kan tænke sig, men de har typisk problemer med sporing samt detaljeringsgrad i toppen. I dag fremstilles pickupperne i nye forbedrede version under navnet London. Jeg har endnu til gode at høre en sådan.

Opbygning - delene i en typisk MC-pickup

Selv om en pickup normalt betragtes som en "færdig" enhed, så består den internt af en masse dele. Her vil jeg se på, hvad der gemmer sig internt. Som eksempel er der valgt en typisk MC-pickup.

Vi kan dele en pickup op i følgende grundelementer:

Billedet til højre er en Sumiko Blackbird high output MC pickup. Til venstre er den forstørret så man kan se de enkelte dele.

Denne pickup adskiller sig lidt fra flertallet ved ikke at have noget hus. Det er en såkaldt åben konstruktion, som det f.eks. også ses fra Benz og Van den Hul. Det kan have sine fordele mht. mang-lende farvning og resonanser, men det gør pickuppen meget udsat for beskadigelse.

Befæstigelsen sker her via gevindhuller. Absolut en fordel. Her er det nærmest nødvendigt. En magnetisk møtrik på afveje ville med 100% sikkerhed ryge direkte ind i magnetfeltet.

Der er to polstykker på denne pickup - det bageste ved terminalerne og det forreste med hullet hvor nålefanen går igennem. Meget få pickupper (f.eks. Van den Hul Condor) har ikke noget polstykke i fronten.

Sammen med magneten i bunden og det lange rør (hvor nålefanen er fæstnet internt) danner det et magnetsystem. der fokuserer omkring de fire spoler viklet på det lille "X". Set i forhold til skruen kan man se, at selve "X" er omkring 3-4 mm. Den lakerede kobbertråd er viklet i hånden og så tynd, at den knapt kan ses med det blotte øje.

Selve nålefanen er her en meget tynd boron stav. Boron er et hårdt og stabilit metal. Andre typer kan være hule alu-rør eller titannium nålefaner.

Selve nålen på denne pickup er en meget lille line-contact type. På billedet længere ned på siden (under Nålen) ses det nemmere, hvor lille den er.

I det følgende kommer jeg nærmere ind på enkelte dele i pickuppen.

 Huset

Selve huset omkring pickuppen kan også have betydning. Her findes der flere filosofier. Enten en "død" skal eller slet ingen ting.

Huset til højre ovenfor er fra en Koetsu lavet af ædelsten. Andre underlader helt huset som det ses ovenfor. Benz, Sumiko og andre benytter forskellige træsorter i deres topmodeller.

Ortofons nyeste topmodel A90 er nok den meste "skrællede" af alle med sin meget specielle helt åbne konstruktion.

Magnetsystem

Nåleophæng

Nålefanen

Den tynde nålefane skal overføre de mekaniske bevægelse fra selve diamanten op til spolesystemet (eller magneten). Dette skal vel at mærke ske uden opbrud eller tidskud i form af flexninger i materialet. Husk på vi her taler om påvirkninger på flere 100 G, så der skal trasmitteres en masse energi.

Genrelt kan man tale om to filosofier - den kort og den lange nålefane. Der er fordele og ulemper ved hver type. Til venstre ses 2 pickupper fra Dynavector. Karat 17D2 til venstre har en yderst kort nålefane af ren diamant. Den noget billigere 10X5 har en nålefane af mere normal størrelse fremstillet af aluminium.

Japanske Sumiko laver nogle fornemme pickupper. Her ser vi forskellen på deres Blue Pearl EVO III til venstre og Blackbird til højre. To pickupper der umiddelbart ligner hinanden men bemærk forskellen i nålefane og selve nålen.

Til venstre aluminium og til højre en meget tynd af massiv bor (boron).

Nålen

I gamle dage aftastede man de tunge 78'er lakplader med stålstifter eller hvis det skulle være fint små torne eller bambusnåle. De skulle gerne skiftes efter et par pladesider.

Den oprindelige nåleslibning var blot en rund konisk diamant. Ofte var det også en lille tip indfattet i en stålkrave. Så kunne man spare lidt. Denne løsning ses stadig, men kun i meget billige pickupper. I dag er næsten alle pickupper med såkaldt "nøgen diamant" limet direkte til nålefanen.

Der er sket en løbende udvikling af selv nålen og den måde den har kontakt til pladerillen. Renheden af de anvendte diamanter er også blevet meget bedre. Typisk er kontaktfladen vokset i det lodrette plan og mindsket i det vandrette. I dag er der mange forskellige nåleslibinger - faktisk så mange at man nemt bliver helt forvirret.

Til venstre ses 3 meget typiske moderne nåleslibninger. Van den Hul til højre er nok en af de mest kendte og han var en af foregangsmændene på området, hvor han gjorde opmærksom på hvor dårligt det faktisk stod til med mange pickupper. Nederst er det Shibata og til højre Fritz Gyger slibningen, som bla. anvendes på flere af Ortofons og Benz' pickupper.

Nednfor fire af de gængse typer nåleslibninger, hvor man ser anlægsfladen forfra og fra siden.

Til venstre den koniske (runde) nål som man i dag kun finder på billigere pickupper eller egentligt vintage pickupper som f.eks. DL103 og Ortofon SPU.

Herefter den elliptiske nåleslibing. Set forfra er der ikke den store forskel. Anlægsfladen i lodretplan er ikke væsentlig større, men den er mindre i lodret plan.

Den næste slibining har mange navne. Fine Line er meget anvendt. Det ses at anlægsfladen i det lodrette plan er større.

Til sidste Shibata nåleslibningen. Det kunne mere eller mindre godt være andre moderne typer som Van den Hulle eller Fritz Gyger. Fælles for dem alle er en meget smal og lang anlægsflade som kommer meget tæt på selve skærenålen.

Terminaler

Specielle pickupper