Pladespilleren.dk 

Hana Umami Red - en sprudlende musikformidler med nerve og nærvær

Seneste opdatering 28. januar 2021

En besnærende rød ædelsten - Hana Umami Red 華

Det er kun ca. 4 måneder siden jeg lagde et øre eller to til den fantastiske Hana ML. (SE HER) En mildt sagt fremragende pickup, som på mange områder yder langt ud over dens pris. Allerede dengang omtalte jeg den nye topmodel Hana Umami Red, der kom til verden den 22. september 2020. Nu er den så kommet hjem til mig og har spillet musik et stykke tid.

Umami Red er Hanas bud på en ægte high-end pickup. Kan den spille med i den eksklusive klasse, af meget dyre pickupper?  Den skiller sig noget ud fra mængden, idet Maso Okade-san fra Excel Sound Corporation har gjort nogle valg. Ikke alle valg er. hvad man ville forvente og heller ikke hvad man ellers ser i typiske highend pickupper i denne prisklasse.

Men ingen tvivl om at der er kælet for detaljerne i den meget flotte og umiddelbart æstetisk flotte pickup med finish i flot rød Urushi lak. De fine kurver i det røde duralminium hus er et forsøg på at efterligne nogle af de kurver. vi har i vores ører.

Begrebet “umami” er hentet fra madverdenen og henviser til den specielle smag der opstår, når alle ingredienser indgår i en form for synergi og skaber noget ud over surt, sødt, bittert og salt. Med andre ord noget der er mere end summem af ingredienserne. Efter at have lyttet til pickuppen kan man bedre forholde sig til denne noget underlige sammenligning med gatronomi og madens glæder. Men på en eller anden måde er der nok noget om det.

Nu skulle det blive spændend at høre, hvad Hana magter i den dyre klasse, hvor konkurrencen er hård. Hana Umami Red har naturligvis en lang række features, der gør den værdig til sin high-end betegnelse. Hvis vi starter der hvor det hele begynder, så anvendes en nøgen diamant med en microline slibning. Som vanligt sporer en sådan nåleslibning fremragende, men den kræver også en præcis opsætning. Når man gør det korrekt og giver den de rette vilkår, vil den kvittere med et stort åbent lydbillede og et væld af detaljer.

Nålefanen er massiv bor, meget tynd og forholdsvis lang. Selve spolesystemet er med high purity” 30 mikron kobber viklet på et kvardratisk permalloy anker. Lige præcis her ser vi noget lidt usædvanligt. Ved at bruge et magnetiserbart anker, sikrer Hana et noget højere output, men den bevægelig masse forøges. Til gengæld kan man nøjes med færre viklinger for samme signal. Med 0,4 mV ud og 6 ohm indre impedans virker det som om output er prioriteret. Andre konkurrenter har typisk noget mindre output og et spolesystem viklet på luft eller en ikke magnetiserbar kerne.

Hana oplyser ikke noget om ophænget, men med en compliance omkring de 17 (dynamisk ved 10 Hz) passer den glimrende i de fleste ikke alt for tunge arme.
Magnetsystemet er som på Hana ML kryogenbehandlet samarium cobalt. Alle øvrige metaldele incl. tilslutningsterminalerne er også kryogenisk behandlet. Selve huset et håndbygget i A7075 duralmin i kombination med mahogni. Yderst finder man den klassiske japanske røde Urushi lak.

Data:

Kanalforskel: <0,5 dB/1 kHz
Anbefalet sporingskraft: 2g
Sporingsevne: 70µ/ved 2g
Kompliance: 10 x 10(-6) cm/dynamisk v. 100Hz, 17 x 10(-6) cm/dynamisk v.10Hz
Kanal adskillelse: 30dB @ 1kHz
Frekvensområde:15Hz to 50kHz
Indre impedans: 6Ω
Foreslået belastning: > 60Ω
Vægt: 10.5g

Umiddelbart vil jeg nok anbefale en noget højere belastning end 60 ohm, men det kommer lidt an på udstyr og præferencer. Jeg brugte 100 ohm via min Accuphase C27. Alternativt en resulterende belastning på ca. 180 ohm via min Lundahl LL 1933Ag stepup trafo, hvilket gav ca. 6,2 mV ud. .

Montering

Normalt læser jeg ikke manualer i detaljer, men her var jeg nysgerrig omkring beskrivelen af teknikken. Stod der mere. end hvad man kunne se på nettet? Nej, det gjorde der ikke. Men til sidst står der ”WARNING”. Det måtte jeg afgjort læse. Der medfølger tre sæt små unbrako bolte til montering 4, 5 og 6 mm lange. Der gøres opmærksom på, at skruehullerne i Umami Red kun er 3 mm dybe! Hvis man prøver at forcere længere skruer i, kan det ødelægge pickuppen! Det Oyaide kulfiberhus jeg brugte var ca. 3,5 mm tykt, så jeg valgte at bruge 6 mm unbrako skruerne. Det virkede uden problemer.

I første omgang kørte jeg med min Jelco TK-850L arm, hvilket var en meget vellykket kombination. Min Glanz MH 124s arm og DV 507 mk II blev også kort afprøvet. De sidste par dage i testperioden fik jeg genmonteret min Triplanar Mk IVi arm. I første omgang var der absolut kontrol og en god kombination med Jelco armen, men via Triplanar voksede lydbilledet og der blev åbnet til nye detaljer. Kort sagt en bedre arm til denne opgave og en fornem partner til Hana pickuppen.

Nålebeskytter

Som det ses på billederne har Hana lavet en smart nålebeskytter, der dækker hele pickuppen. Jeg har ofte set nålebekyttere, der mere virker som små guillotiner designet til at hakke nålen af. Dette er bestemt ikke tilfældet her. En super nålebeskytter, der nemt kan sidde på under montagen og som er nem at afmontere og sætte på igen.

Billederne ovenfor viser indstilling af overhang via min Feickert protractor. Denne justering tager tid - en mobiltelefon med et  godt kamera hjælper en del.  I midten justeres nåletrykket - så tæt på de to gram, som muligt. Til højre justering af VTA. Bemærk den meget tynde, men forholdsvis lange nålefane.


Lyden af Umami

Jeg konstaterede det meget hurtigt; Jo, der er afgjort mere af det hele I forhold til Hana ML. Stadig det store overblik og evnen til at gengive glat og ubesværet. En slags lydmæssig karakteristik af Hana. Der er igen den umiddelbare ro og det uforcerede, kontrollerede, men alligevel afslørende.
Specielt lægger jeg mærke til stilheden, eller det man på udenlandsk kalder ”inter transient silence”. Hvordan skal så det forstås? Tag f.eks. stemmer – Jussuf / Tea for the Tillerman. En plade jeg nu har hørt mange gange, men ikke som her. Hans stemme står distinkt i lydbilledet uden indpakning – ingen overdrivelse af bryst eller betoninger af s- og t- lyde. Men nok så vigtigt, der er stilhed når han stopper med at synge. Det samme gør sig gældende på f.eks. en akustisk guitar. Strenge starter og klinger ud til stilhed. Ikke noget ekstra. Der er en umiddelbarhed og en evne til at detaljerne bare flyder, uden at man skal anstrenge sig for at høre dem også når der er tale om kompliceret musik med mange instrumenter. Det gør også. at man hører rummet meget tydeligere. Der er en tilstedeværelse og et indblik i musikoplevelsen. Absolut godkendt.

Et andet eksempel er piano. Her har jeg valgt Nojima plays Liszt (Reference Recordings pure analog fra 1986). En meget dynamisk optagelse med en fremragende pianist.  Jo, det er en fremragende plade og Nojima er en fænomenal pianist. Men ud over at blive imponeret bliver man også inddraget. Der sker et eller andet nærmest magisk og man har langt nemmere ved at forestille sig hvordan han sidder foran det store flygel. Ser for sig hvordan hænder og fingre flyver hen over tangenterne. Der er en næsten organisk fornemmelse over denne måde at gengive på - måske Umami? Hifi lyd med imaginære billeder i 3D og farver! Samtidig er der en forunderlig evne til at adskille de enkelte anslag, så de står defineret og klart i lydbilledet. Under alle omstændigheder en flot musikalsk oplevelse, hvor jeg hørte denne plade på en ny måde.

Venice med Solti og Orchestra of the Royal Opera house, Covent Garden har jeg nævnt før. Her er det ouverturer fra kendte italienske operaer. Storslået og meget lækket. Igen får man et indblik i oplevelsen med et stort rum og et bredt lydbillede. Man hører tydligt magten i den storslåede musik. Skulle jeg kritisere noget er der en svag tendens til lidt hårdhed i de mange styrgere. Men pickupper havde her kun spillet ca. 20 timer, så det kan tænkes det ændrer sig med mere tilspilning. På andre optagelse oplevede jeg slet ikke disse tenedense, snarere tvært imod. Masser af lækker top med detaljer, som på ingen måde var kliniske eller overdrevne.

Så kom en af favoritterne på. Madelein Peyrou, som ifølge min kæreste er "gammel musik". Den er nu helt ny, men jo - det lyder som gammel musik. Hendes stemmer er ofte sammenlignet med Billie Holliday og der da også noget over det. Pladen er ikke prangende, dynamisk og imponerende. Derimod er den med sjæl og indlevelse. Igen det der specielle, der gør at man vil høre mere. Stemmen smyger sig nærmest om lytteren og det hele er bare ekstra lækkert. Der leveres et stort åbent lyttevindue som bare giver lige det ekstra, som vi med gode anlæg higer efter. Jo denne pickup er hifi og high-end, men den er så absolut også en musikformidler.

Detaljer, top og bund

Det der fra starten imponerede mig mest var stemmer, som står med stor detaljerigdom og nærmest ånder en ned ad nakken. Det hele virker mere af kød og blod. Absolut første klasse. Men hvad så med top og bund? Bunden er magtfuld og den er kontrolleret. Dette gælder i endnu højere grad med Triplanar armen, som har en evene til at blande sig udenom og bare lade pickuppen vise, hvad den kan. Man forbavses over den fylde og dynamik der kan ligge i rillerne. Yello / Point har masser af bund, og her virker den om muligt endnu mere imponerende. Det er dog en bund med fylde og ikke så meget forkanter i den øvre bas. Anslag på slagbas eller trommer er der, men i mindre grad end jeg har oplevet det på mine bedre pickupper. Således i forhold til den langt dyrere Ikeda 9Gss, hvor man hører, at den leverer noget mere kontrol og fasthed i den øvre bas. Alligevel vil jeg sige, at Umami Red på intet tidspunkt savner niveau eller indlevelse. Den har bare en mere fyldig og stor bund.

Toppen via Umami Red er distinkt og til tider lige med et ekstra drys af detaljer. Igen var det mere udpræget via Triplanar armen, hvor toppen lige vare trukket en anelse frem i lydbilledet. På dette tidspunkt kunnne det ikke være manglende tilspilning. På anslag fra klokker eller andet metal, klinger det hele flot og lækkert. Masser af luft og en lethed. Primært på klassisk musik og strygere oplevede jeg en tendens til at trække det hele lige en tand nærmere. Der blev forkuseret på noget af det lidt rå og uplolerede, der kan være i strygeinstrumenterne. Reelt finder jeg ikke, at det på nogen måde gør noget for det samlede indtryk. Det viser bare. at pickuppen er afslørende på trods af den ellers umiddelbart meget tilbageklænede og ubesværede gengivelse.

Kontrasterne

Den største forskel oplever man ofte, når der skiftes tilbage til noget helt andet. Der var så absolut også tilfældet her. Mine bedste pickupper kunne godt være med, selv om de helt forventer spillede anderledes. Min Ikeda er mere nøgtern, stram og korrekt. I forhold til den sprudlende og nærmest legende Umami Red. Det kom således som noget af et antiklimax at skifte tilbage til nogle af mine andre noget billigere pickupper. Bevares stadig med kvaliteter, men indlevelsen og spilleglæden med Umami Red er noget man hurtigt kommer til at savne.
 
Konklusion

I starten udtrykte jeg lidt tvivl omkring Hana Umami Reds chancer i forhold til den hårde konkurrence. Men jo -,det her er absolut en high-end pickup, der kan begå sig iblandt konkurrenterne i samme prisklasse. Jeg har lyttet til de bedste Benz, Clear Audio, Ikeda, Dynavector, Koetsu m.fl. og jo - det her er godt.
Umami Red udmærker sig ved en besnærende

TILBAGE TIL FORSIDEN