Pladespilleren.dk

Kontravægten  nr. 6 - 2009 - Rør, rum og ro fra Herron

Herron VTSP-3 linieforstærker og Herron VTPH-2 MC/RIAA forstærker.
Priser: ca. 55.000,-  og ca. 30.000,-
Info: http://www.highend-sound.com og http://www.herronaudio.com/

Amerikanske Herron laver forstærkere i den bedre og noget dyrere ende. Programmet omfatter flere rørbestykkede MC/RIAA forstærkere og linieforstærkere. For nyligt kom der noget overraskende også et sæt transistorbestykkede mono effektforstærkere til. Med god ret kan man sige, at Herron befinder sig i den absolut bedste ende af skalaen. Specielt MC/RIAA forstærkeren VTPH-2 som oprindeligt var emnet for denne udgave af ”Kontravægten”. Men for at fuldende kæden har jeg undtagelsesvis også inkluderet Herrons top linieforstærker VTSP-3. Med andre ord vil der blive refereret til lyd fra cd-plader i det følgende. Så er læserne advaret!

Manden bag er Keith Herron, som er uddannet elektronik mekaniker og tidligere har været leder af udviklingsafdelinger hos amerikanske firmaer som Ampeg, Crate og Audio Centron. Han beskriver sig selv som audiofil, musikelsker og tidligere musiker.

Fælles for de to Herron forstærkere er et noget uprætentiøs og underdrevet design. Man fristes til at sige ulve i forklæder. Specielt det ovale vindue midt på VTSP-3 samt de meget små betjeningsknapper er langt fra det voldsomme og overdrevne, man ofte ser fra USA. I stedet er det internt det hele foregår og der er bestemt tænkt over sagerne.

Lineforstærker med 6 rør.

Internt i VTSP-3 linieforstærkeren gemmer der sig hele 6 dobbelt trioder 6922. Med valgfrit 6 eller 12 dB forstærkning, kan det umiddelbart undre, hvad alle de rør skal bruges til. En del af forklaringen ligger i en balanceret opbygning, som bla. tillader faseinvertering af udgangssignalet (også via fjernbetjeningen). Desværre er der ingen balancerede ind- eller udgange, men kun RCA over hele linjen. Til gengæld er det hele af rigtig god kvalitet.

Men ellers er jeg lidt undrende over for hvordan de tre rør per kanal er koblet. Der findes godt nok også en separat tape out, som højst sandsynligt har sit eget buffertrin. Man kunne også tænke sig at selve forstærkningen foregår i en fælles grounded katode (long-tail kobling), der så samtidig virker som fasesplitter, men det er et rent gæt. Udgangsimpedansen på blot 100 ohm er lavt for rør, så der må afgjort være indføjet et buffertrin og måske lidt modkobling? Internt finder man en yderst kompakt opbygning med masse af strømforsyninger og lokale afkoblinger. Selve forstærkeren sidder på et stort print i bunden, mens print langs bagside og front indeholder kredsløb for indgangsvælger og volumenkontrol. Al omskiftning sker via relæer.

Lidt besværligt tænder man på bagsiden lige ved netbrønden (det samme gælder VTPH-2 RIAA’en). Her finder man også en kontakt, der vender netfasen – smart! Når der tændes lyser alle frontens lysdioder kort op, displayet tæller ned fra 60 og der vises kort om man kører med low gain (6dB) eller high gain (12dB). Endelig lyder der et let ”klik” og der er hul igennem. Der var absolut ingen problemer med brum – hverken mekanisk eller på udgangen.

Såvel indgangsvælgere som balance og volumenkontrollen er mikroprocessor styret. Sidstnævnte går fra 0 til 100 og i praksis er det meget små reguleringer. Afvigelsen mellem kanalerne er oplyst til mindre en 0,1 dB. Indgangsvælgerne ligger til venstre og til højre er der muting, mono, faseinvertering, tape monitor og display on/off. Hvilken af de 6 indgange der er valgt, vises med obligatoriske blå kraftigt lysende dioder – dem kan man altså ikke slippe for.

Alle betjenings funktioner finder man også på den meget lille fjernbetjening. Størrelsen er som en halv mobiltelefon og man skal lige vænne sig lidt til den. Desuden bliver den meget nemt væk.

VTSP-3 måler 45x25x10 cm (BDH) og vejer 5,3 kg.

FETs og rør

Herron VTPH-2 forstærkeren benyttet et kendt lille trick, nemlig FETs til at forstærke det svage signal fra MC pickupperne og så ellers rør for resten. Den kan også bestilles uden FET MC forstærkeren, hvis man kører med pickupper, der ikke behøver den ekstra forstærkning, eller man f.eks. ønsker at benytte en ekstern trafo.

Forstærkeren benyttet fem rør. To stk. 12AX7 (ECC83) i indgangen, herefter to ekstra forstærkende led i form af enten 12AX7 eller 12AT7 (ECC81). Forskellen på de 2 alternativer er ca. 5 dB mindre forstærkning med det sidstnævnte rør. Endelig et enkelt 12AT7 som buffer i udgangen. RIAA korrektionen er rent passiv.

Strømforsyningen er særdeles kompetent med fire regulerede højspændingsforsyninger. Der bydes på langsom opstart og i alt 78.000 uF kapacitet.

På bagsiden finder man en udgang, samt indgange for såvel MM som MC. Der kan skiftes mellem de to på bagsiden, men det lukker kort forstærkeren ned og man skal vente et øjeblik før der er lyd igen. Det er ikke nævnt i manualen om man kan have tilkoblet en pickup på begge indgange samtidig, men for en sikkerheds skyld undlod jeg dette.

Ved siden af MC indgangen er der den obligatoriske stelskrue samt 2 ekstra bøsninger. De 2 bøsninger anvendes til at bestemme belastningen. Der medfulgte 2 sæt stik med hhv. 100 og 4.000 ohm belastning. Der kan købes flere typer eller man kan forholdsvis let lave nogen selv. Endelig er det også muligt at lodde modstande direkte på printet. Uden belastningsmodstand monteret er indgangsimpedansen flere Mohm.

MM indgangen er angivet til 47 kohm og 100 pF. Her er der ingen justeringsmuligheder.

Herron VTPH-2 måler 45x25x10 cm (BDH) og vejer 5,3 kg.

Sådan gjorde jeg

Signalkilderne var CD/SACD fra EMM LABS TDS1 løbeværk og DAC2 konverter. På min pladespiller kørte Dynavector DV507 mkII armen med Denon DL103SA samt Benz Ebony H. Herudover blev der benyttet en Transfiguration Orpheus monteret i Triplanar Mk VIIi armen. De anvendte kabler var fra Dyrholm, MIT, Jorma og Straight Wire.

Såvel VTSP-3 som VTPH-2 har mulighed for at vende netfasen ved en omskifter på bagsiden. Denne funktion er rigtig smart og blev anvendt med gode resultater. Hvorfor er der ikke flere som indfører en sådan mulighed?

Lyden fra VTSP-3 linieforstærkeren.

Man er på intet tidspunkt i tvivl om, at der er rør ind over her. Det hele er yderst støjfrit og glat med et dejligt ubesværet flow og masser af kontrol samt magt over de dynamiske aspekter. Overskud ved de kraftige udladninger er parret mede en let undertrykkelse af detaljer i den øvre mellemtone. Til gengæld fokuseres der så på hele overtonespektret, som har en ekstra vægt, glans og tør jeg sige ”glød”.  Det sidste kan give lidt ekstra pænhed og egenlyd, men det skygger på ingen måde for detaljer eller opløsning. Dette aspekt fik mig til at skifte mellem de benyttede kabler, og det stod helt klart. at man ikke skal benytte kabler eller for den sags skyld højttalere eller signalkilder, der har en tendens til at fremhæve de øverste oktaver. Det meget glatte Dyrholm Spirit var et godt valg. Men ellers fik jeg gode resultater med MIT CVT Terminator 2ic samt Jorma Supreme.

Generelt set er det en forstærker som fokuserer på rum – et kæmpe lyttevindue og en dejlig fornemmelse af krop og volumen.

På HF ref. CD nr. 43 var det pladens første nummer med Bo Stief / Heart der lagde ud. Masser af rum og en afgrundsdyb bas. Det her er lige noget Herron VTSP-3 kan lide. Musikken ånder og man fornemmer magten bag samtidig med at der er en behagelig distance til hele lytte oplevelsen. Man slapper af, med den sikre overbevisning, at det her er der styr på.

Næste cd var den fremragende live optagelse med Keith Jarret, Garry Peacok og Jack DeJonette/ Yesterdays (ECM 2060 B4447). Bassen står med masser af vægt, men der mangler lige forkanterne og det kontante fra pianoet som virker lidt neddæmpet. Der er en høflighed som undertrykker mikrodetaljerne – her primært de mindre dynamiske detaljer for vægten og storheden i pianoet er fuldt intakt. Strøgne instrumenter står meget flot og realistisk, men f.eks. guitar eller som her piano bliver lidt pænere og pakket en smule ind. Går vi højere op i frekvensområdet sker der en overgang hvor forstærkeren nærmest skifter karakter. Trommesættet står hvad bækkener og hi-hat angår lidt indpakket og fortykket. Der er virkelig krop bag og det hele er dejligt tredimensionelt, men der mangler lige den sidste luft. Man kan sige at Herron VTSP-3 først lukker lidt for meget op og lægger lidt til i det egentlige diskantområde, for så at lægge den øverste top lidt ned. På den måde, får lyden noget ekstra glans og en fysisk vægt, men det sker lidt på bekostning af den sidste luft og vægtløshed.

I den modsatte ende af frekvensområdet er der bestemt ikke noget at udsætte. Magt, kontrol og ekspansionsevne er nøgleordene. Der er det typiske overskud og den legende lethed man får fra en god rørforstærker. Om det så er en fed elektronisk bas fra Yello eller det fulde orkester når man lytter til Stravinsky, så er der en fysisk vægt bag, som gør musikken mere levende og nærværende. Hvis nogen tror at rør ikke kan lave bas, så må de tro om igen.

Skal jeg sammenfatte det hele, må det blive en gengivelse der prioriterer en fornem dybde og tredimensionel fysisk vægtig gengivelse fri af højttalerne, men så til gengæld skruer lidt ned for detaljerne og mikrodynamikken. Dette passer så også meget godt med, at musikken forekommer lidt på afstand og at det hele derfor ikke virker så pågående og stramt. Kort sagt en på én gang både detaljeret og afslappet gengivelse frigjort af højttalerne.

Herron VTSP-3 og VTPH-2 RIAA

Med det komplette Herron sæt i signalvejen er der dømt live stemning. Så hvad kunne være mere passende end at sætte Willie Nelson & Wynton Marsalis / Two Men with the Blues på pladespilleren. Netop det umiddelbare levende og det store lydbillede er Herron sættets force. Der er dømt dynamik og en dejlig rund intim gengivelse, som omfavner lytteren. Glem lige for et øjeblik de typiske hifi begreber her, for det er helt tydeligt at Herron ikke vægter disse præmisser tungest. Det er ikke detaljerne der fokuseres på men helheden. Alligevel må man sige at det er mellemtoneområdet der imponerer mest. Masser af detaljer, men hele tiden med en legende lethed i behold. Uanset om vi snakker Nelsons stemme eller Marsalis’ trompet, så kravler det ned under huden og virker meget ægte. Det er nemt at lytte til og man får et stort åbent lydbillede med masser af luft og bredde. Johnny Cash på American V: A Hundred Highways gengives med al den nerve og intensitet pladen rummer. Stemmen fylder mere i lydbilledet og der er en fylde så man i højere grad får et indblik i noget fysisk tredimensionelt bag højttalerne. Igen er det dog lidt på bekostning af luften og detaljerne opefter. Dette viser sig også tydeligt i denne ikke alt for lydefri presning, hvor ellers generende klik og knas pænt holder sig i baggrunden. Umiddelbart vil jeg sige det er linieforstærkeren der her går ind og bestemmer det samlede indtryk. På alle plader er der således en let tendens til at undertrykke detaljeformidlingen i de øverste oktaver. Forskellene på de 3 forskellige pickupper udlignes og der er et let skær over gengivelsen. Primært må det nok tilskrives VTSP-3 forforstærkeren, hvor de samme tendenser opleves med cd eller andre signalkilder.

Herron RIAA VTPH-2 alene

Umiddelbart efter at have skiftet tilbage til min egen forforstærker (Accuphase C2400), kom Johnny Cash på pladespilleren igen. Der var nu flere detaljer opefter og det hele forekom lidt mere spinkelt og glat. Ikke så meget bund som via VTSP-3, men en mere sammenhængende og stadig meget vægtig og direkte gengivelse uden alle de forskønnende tendenser. Disse forskelle må primært tilskrives VTSP-3 forforstærkeren. Man kunne fristes til at sige det hele blev lidt mere kedeligt, men absolut også mere neutralt.

Nu var det dog muligt for bedre at vurdere VTPH-2 MC/RIAA forstærkeren i en kendt opsætning.

Melody Gardot har fortjent fået rigtig gode anmeldelser for hendes nyeste plade ”My one and only Thrill”. Her er der tale om en noget mere jazzet version af Katie Melua og Nora Jones. Altså tilbagelænet og super melodisk jazz/pop med en kant. Stemmen er kælen og detaljeret. Der er tale om en habil optagelse, men min presning var ikke helt lydefri.

Toppen er nu mere neutral og udstrakt. Det lette slør der før lå over optagelserne er væk. I modsætning til linieforstærkeren er der således langt mindre egenlyd opefter. Det hele er dog stadig en smule nedtonet og ikke så skarptskåret i forhold til f.eks. NLE 20. På den anden side har vi igen også en større afstand til musikerne og det hele gengives mere rundt og glat.

Via Herron VTPH-2 har vi en super flot og sammenhængende afslappet gengivelse, der passer til denne type musik. Hvis man skal sige at der lægges noget til, så må det være lidt mere vægt i den øvre bas som står ekstra fysisk og samtidig også giver mere krop på musikken. Mellemtone området og dermed den lækre stemme er igen i fokus. Der er rigtig god plads til detaljerne og hele dette område bare ånder af overskud og liv. Så absolut en nydelse.

Går vi over til det lidt mere pågående med noget mere pondus og volumen er der f.eks. Sheffield Lab / The Drum record. Med denne dynamiske optagelse viser VTPH-2 igen det store overblik, men samtidig godt med punch og volumen nedefter. Der er bas, måske også lidt mere end der skal være, men den er hele tiden kontrolleret og meget præcis. Man kan sige gengivelsen er musikbefordrende og absolut uden trættende tendenser. Til gengæld er der ikke den samme udskilning af detaljer i et stort 3-dimensionelt panorama som via NLE20, det her er noget helt andet. Det er tydeligt at Herron satser på nogle andre kvaliteter. En venlig og samtidig velopløst gengivelse med nærvær og overskud.

Sammenfatning

Med hensyn til faciliteter og et gennemtænkt design, så er VTSP-3 kontrolforstærkeren en af den slags rørforstærkere, man bare installerer og glemmer. Alt fungere efter hensigten og den daglige betjening er en leg.

Mange moderne rørforstærkere lyder bestemt ikke af rør. Det samme kan ikke siges om Herron VTSP-3 og VTPH-2. Her har vi de typiske rør dyder, men også en gengivelse, som ikke kan sige sig fri for lette betoninger og farvninger, sådan som det helt sikkert er tiltænkt. Du får en varm og fyldig gengivelse med masser af nærvær. Hvad dynamik, varme og generel ro og overblik angår, er dette sæt på hjemmebane. Det er musikken i centrum med den specielle sjæl som kun rør kan give.  Til gengæld er der så skruet lidt ned for detaljerne. Mikrodynamikken er let dæmpet og hele overtonespektret har et udefinerligt skær af ”pænhed” over sig. Hvis det er et afslørende og super detaljeret lyd ideal du går efter, så tror jeg ikke umiddelbart Herron er noget for dig.

Blandt de to vil jeg vurdere VTPH-2 MC/RIAA forstærkeren som den lydmæssigt mest neutrale, homogene og alsidige. Den byder på masser af overskud, et stor åbent lyttevindue og har en god vægt nedefter, hvor musikken får en sold bund at stå på. Mellemtoneområdet er mildt sagt rigtigt godt og toppen den typiske som man forventer af rør; glat, blød og med en smule pænhed over sig.