Pladespilleren.dk


Produkter og priser:

Amari LP 200                10.500 (11.750 med Rega RB-250 arm)
Origin Live OL 1 arm        4.000
Ortofon Rondo Bronze      5.000
Shelter 301 II                 6.000
Clear Audio Smartphono   2.500
Graham Slee Fanfare       3.000
PSU1 forbedret strømforsyning til Fanfare: 2.500
Trichord Dino Mk II          4.000
Information:
http://www.highend-sound.com (Amari, Shelter, Trichord og Origin Live), www.jumon-audio.dk (Graham Slee), http://www.exclusivehifi.dk (Clear Audio) og www.ortofon.dk (Ortofon).

 

Et bud på en god pladespiller.

På det sidste har jeg skrevet om meget dyre pickupper i 20.000 kroners klassen. I det prisleje finder man nemt en særdeles kompetent pladespiller komplet med arm, pickup og en god MC/RIAA forstærker. Spørgsmålet er så, hvad man skal vælge? En mulighed kunne være den færdige løsning, hvor der står samme fabrikat på alle dele, eller skal man en tur rundt på markedet og søge efter det bedste? En brugt pladespiller vil også være en umiddelbar løsning, som kan spare en masse penge.

Det er helt umuligt at undersøge alle muligheder og alt der findes på markedet, selv om det da kunne være spændende at prøve. Jeg valgte derfor et helt nyt navn og miksede lidt med forskellige pickupper og MC/RIAA forstærkere.

Kombinationsmuligheder

Amari lyder umiddelbart lidt italiensk, men de spændende nye pladespillere, forstærkere og meget mere kommer fra Canada. Det vil sige, det meste er produceret i Kina. Som standard leveres den valgte LP 200 pladespiller med en Rega RB 250, men her er den monteret med den modificerede Origin Live udgave af samme arm. Pickupperne er hhv. min egen tilspillede Ortofon Rondo Bronze samt en Shelter 301 II.

På forstærkersiden er der 3 alternativer. Den lille Smartphono fra tyske Clear Audio samt Fanfare fra engelske Graham Slee og en helt ny Mk II udgave af Dino fra ligeledes engelske Trichord.

Med andre ord masser af kombinationsmuligheder og dermed sikkert også forskellige lydmæssige resultater.

En kompakt pladespiller

Amari LP 200 kommer adskilt i en meget stor papkasse. Der er mange småting med, men det hele er nemt at samle og sætte op. Motoren står for sig selv, men passer op i et hul i den solide plint, som er fremstillet af sort akryl mellem 2 aluplader. Den separate kontrolboks er særdeles gedigen og tung. Den har hastighedskontroller for hhv. 33,3 og 45 omdrejninger. Via en lille ekstern trafo forsynes den med 24V DC som så konverteres til AC, der styrer motoren. Denne er så forsynet med et drivsystem, der via 3 tynde silikone remme trækker en 5,4 kg tung sortelokseret alu tallerken. Det hele virker yderst gedigent og meget gennemtænkt.

Lejet anvender en keramisk aksel og kugle samt frastødende magneter, præcis som det f.eks. også ses hos Clear Audio. Faktisk har Amari fået mange hårde ord med på vejen i den tyske presse med mange beskyldninger for at stjæle fra Clear Audio. Nu er der jo ikke uanede måder at gøre det på og det er set før. at man ”låner” lidt fra hinanden. Lige præcis lejet og til dels også motorsektionen minder da en del om Clear Audio, men resten kan man lige så godt sige er inspireret af andre producenter.

Hele værket er stift men meget dødt. Der er 3 hårde gummifødder som kan reguleres i højden. Der kræves et solidt underlag eller eventuelt et vægophæng. Alternativt kan man eksperimentere med afkobling med SD fødder eller sorbothane. Den øvrige opbygning og faciliteter vil jeg ikke komme ind på, det kan læses på importørens og producentens hjemmesider.

Der medfølger en hvid skive i LP størrelse med skabelon til indstilling af overhang og på den anden side af pladen er der et stroboskop. Sidstnævnte er dog ikke helt nødvendig på LP 200, idet der er indbygget en lille (batteridrevet) digital omdrejningsmåler. Hastigheden vises med hele 3 decimaler, men justeringen vanskeliggøres af en langsom reaktionstid på såvel aflæsning som justering. Det kræver således noget tålmodighed.  At opnå præcist 33,333 omdrejninger pr. minut er umuligt. Især fordi hastigheden ikke er 100 % stabil. Det skyldes nok mere slip i de tynde silikone remme end elektronikken. I praksis er hastighedsstabiliteten fuldt tilstrækkelig.

Amari har lavet et yderst smart arrangement til montering af armen. Et separat arm board kan drejes og tilpasses forskellige armlængder. Samtidig har den en variabel VTA – altså en højdejustering. Den går forholdsvis stramt, men virker perfekt.

Origin Live armen adskiller sig ikke umiddelbart så meget fra RB 250. Den største forskel er de noget bedre kabler og kabelsko til pickuppen. Umiddelbart kunne jeg godt have brugt en noget tungere kontravægt, da den medfølgende skulle rykkes forholdsmæssigt langt tilbage med nogle af de pickupper der blev prøvet.

Ortofon Rondo Bronze skrev jeg om tilbage i HF nr. 7/2007, så den vil jeg ikke sige så meget om. Shelter 301 mk II er ”lillebror” til 501’eren, som jeg også skrev om i HF nr. 7/2007. Der er tale om MC med 0,4 mV ud og lidt usædvanligt en konisk nål.

 

Forstærkning i små bokse

Clear Audio er nok primært kendt for deres pladespillere og pickupper. Men de leverer dog også et stor udvalg af forstærkere. Smartphono er den mindste i programmet af MC/RIAA forstærkere, og den er ikke ret stor. Man finder nemt plads til den alle steder. Den eksterne strømforsyning i form af en lille trafo sidder fast med et langt tyndt kabel. I bunden af Smartphono finder man 2 små kontakter, der skifter mellem MM/47kohm og MC/800 ohm. Ingen afbrydere eller andet fancy - bare 2 indgangsstik og 2 udgangsstik. Opbygningen er særdeles tillidsvækkende med en solid kasse, der da også skærmer totalt af og leverer et signal helt uden brum, men med et let sus i MC opstillingen. Den solide kasse gjorde det helt umuligt at kigge indenfor, ikke en skrue at se nogen steder.

Graham Slee Fanfare er lidt større, men ikke mere end at alle kan få plads til den. Jeg har kort lyttet til den med standard strømforsyningen, men ellers var det primært den opgraderede strømforsyning der blev anvendt. Denne koster næsten lige så meget som selve forstærkeren. Det hele er også her koblet til permanent, da der ikke er nogen afbryder. Der er heller ikke nogen omskiftere, for Fanfare er kun til brug med MC-pickupper (300 ohm indgangsimpedans). Skal du anvende MM har Graham Slee flere alternative forstærkere til dette formål. Internt anvendes blandt andet meget støjsvage operationsforstærkere oprindeligt designet til videosignaler. Her var det heller ikke muligt at kigge indenfor, da skruerne var umulige at vride ud.

Til gengæld fik jeg et kig ind i den opgraderede strømforsyning, som indeholder en lille trafo, ensretter, 4 stk. elektrolytter og en 24 Volt regulator. Hvordan dette kan koste 2.500,- kroner er noget af en gåde.

Trichord Dino er den helt nye mk. II version. Der er indført forbedringer, som skulle give bedre dynamik og et større frekvensområde. Den forholdsvis spinkle kasse er af sort akryl men med en metalbund. Her har vi den største fleksibilitet med 4 dip switches placeret i bunden, der også indeholder fyldig forklaring, hvis man nu har smidt manualen væk. Man kan regulere såvel indgangsimpedans, kapacitet og forstærkning. Sidstnævnte i 5 niveauer fra 48 til 74 dB. Jeg kørte udelukkende i MC Normal med 63 dB forstærkning.

Den udvendige strømforsyning (en solid ringkerne transformer) samt strømforsyningskablet kan opgraderes i forskellige tempi, med mulighed for forbedring af lyden.

Dinoen lod sig skille ad uden besvær og afslørede en fornuftig opbygning med intern strømforsyning der leverer en effektiv ensretning og regulering af den indkomne AC spænding. Forstærkningen sker via IC’er af ukendte typer eller hvor typebetegnelsen er helt fjernet. På midten af printet sidder 4 store Mundorf tinfoliekondensatorer, som jeg umiddelbart gætter på anvendes i den passive RIAA-korrektion.

Lyden af Amari LP 200

I første omgang var det Amari 200 med Ortofon Rondo Bronze og med min Accuphase AD2800 MC/RIAA. Så var de ubekendte begrænset til arm og værk. Fra første strofe var det klart at lyden var mere voluminøs og med en let oppustet ikke super nuanceret bund. Dynamisk var der også lukket lidt ned for kontrasterne – mere end jeg ved Rondo Bronze er i stand til. På den anden side også en meget uretfærdig sammenligning med min sædvanlige meget større, tungere og dyrere opsætning.

Nu kommer Amari LP 200 med en stor blød gummimåtte. Sådanne måtter har jeg for længst droppet, så der skulle prøves noget andet. Nogle foretrækker den lyd, fordi den passer i deres system. Men her er jeg mere til f.eks. kork eller hårdere materialer, falder bedre ind i klangbalancen i mit system. Både Clear Audio Harmonizer (vinyl) og Acromat fra Funk kom på.  Begge ændrede sagerne en hel del. Faktisk var det forbløffende hvor meget det rykkede klangbalancen i den rigtige retning. Det hele blev strammet op og lydbilledet voksede i såvel dybde som bredde. Med andre ord, skal der helt sikkert eksperimenteres lidt med plademåtten. Resten af lytteindtrykkene er således med Clear Audio Harmonizer plademåtten på LP 200.

 

3 gange RIAA plus mange pickupper.

For lige at danne mig et indtryk af de 3 forskellige RIAA-forstærkere blev de kort sluttet til min egen pladespiller monteret med en Ortofon Windfeld (se HF nr. 4/2008). Der blev ikke gjort nogen forsøg på at ændre indgangsimpedanserne, hvor det ikke var muligt (alternativt skal der udvendige modstande til), så de lidt høje indgangsimpedanser på både Clear Audio og Graham Slee vil påvirke lydbilledet noget. Trichord Dino havde derfor en lille fordel, da den kan tilpasses med en lavere indgangsimpedans. Erfaringsmæssigt ved jeg dog at forskellen på belastningen ikke er så store på den benyttede pickup.

Generelt er Clear Audio meget glat og noget udjævnende i sin måde at gengive på. Den fokuserer ikke unødigt på fejl, men er så heller ikke den mest detaljerede. Kort sagt, meget nem at lytte på. Klangmæssig var der godt med kontrol i bunden, men der kan savnes lidt volumen og krop.

For Graham Slee Fanfare skulle jeg først lige finde frem til hvad den ekstra strømforsyning gjorde. Det kan meget kort beskrives som lidt mere varme og fylde i mellemtoneområdet samt et lidt dybere lydbillede med noget bedre homogenitet. Forskellene er dog meget små og man må selv afgøre om det er merprisen værd.

Fanfare gengiver slankt men samtidig mere afslørende end Clear Audio Smartphono. Lydbilledet rykker noget tilbage, det bliver lidt større og virker en tand mere dynamisk og direkte. Mellemtoneområdet er det stærkeste kort, hvor stemmerne står flot defineret og med god indlevelse. Diana Krall kom ofte på pladespilleren med denne RIAA. Totalt set en lidt forceret og noget ”up-front” gengivelse, som især passer det meste pop/rock eller jazz, men som ikke lige faldt i min smag med klassisk musik.

Ellers virker det som om Fanfare har et let slør af noget elektronisk over sig i de øvre oktaver. Jo bedre pickup, desto mere afslørende blev det. Der er et ekstra niveau opefter og en lidt kunstig klang. Fænomenet var noget mindre udtalt med den ekstra strømforsyning.

Trichord Dino skiller sig positivt ud fra de 2 andre. Toppen er kommet på plads og det hele virker langt mere homogent. Rent dynamisk og især hvad angår vægt og fylde i bunden er der også mere at hente i forhold til de 2 andre forstærkere. Det virker simpelt hen som om Dinoen dækker et større frekvensområde. Pludselig kom den meget dybe bas i sub-woofer området bedre til sin ret. Lydbilledet ligger her lidt længere tilbage og kommer bedre fri af højttalerne. Der formidles et pænt stort og åbent lydbillede, men ikke helt så frigjort og tredimensionelt som på de rigtigt gode og noget dyrere MC/RIAA forstærkere.

 

Amari LP 200 med Ortofon Rondo Bronze.

Så blev der skiftet til Amari pladespilleren, som i første omgang kørte via den lille Clear Audio Smart Phono. Lyden er meget glat og sammenhængende, men den tipper mod det varme – noget som bestemt ikke skyldes Ortofon pickuppen. Denne lille RIAA har en meget besnærende og venlig gengivelse. Den lukker lidt ned opefter, men gør det på en måde så man ikke savner hverken detaljer eller rum. Den har en gengivelse så man ikke hele tiden bliver gjort opmærksom på eventuelle fejl eller mangler – heller ikke hvis disse skyldes en evt. billigere pickup. Afgjort en god karakter i denne overkommelige prisklasse, men jeg vil nu nok sige at de mange kvaliteter i Rondo Bronze ikke kommer helt til sin ret. Den fortjener noget bedre.

Med Graham Slee RIAA’en ændrer lyden karakter. Det vigtige mellemtoneområde står mere dynamisk og bedre defineret men tonalt hælder det lidt mod det præsente, Bunden er meget kontant, men med et let dæmpet niveau ved de helt lave frekvenser. Toppen er tør, veldefineret og klinger meget hurtigt ud, men man kan også sige det netop er noget af det der karakteriserer Rondo Bronze, så er det forstærkeren eller pickuppen? Spændende at se hvad der sker med Shelter pickuppen? Fanfare havde noget mere luft og hul igennem end Smartphono, men til gengæld forsvinder lidt af det afslappede og man lytter mere til detaljerne – der er lidt mere ”hifi” over denne måde at gengive på.

Via Dino Mk II er det første der falder mig ind sammenhængen og homogeniteten. Der sker simpelthen meget mere. Den har en dejlig letflydende måde at gengive på, men igen det lidt tørre og stramme opefter – primært på grund af pickuppen. Bunden derimod står med masser af vægt og power, så man kun kan blive imponeret. Her er det Dinoen der viser sin stærke side – den lyder ”stort”. Her var det endelig muligt at hente en masse af de detaljer ud af Rondo Bronze som jeg kender. Primært toppen, som stod meget detaljeret og rent i lydbilledet.

Med Shelter 301II i armen

Først kom Accuphase RIAA’en ind over, for at skabe en reference. Shelter pickuppen leverede et mere varmt og roligt lydbillede. Intet forceret eller noget der på nogen måde kunne genere. Man kan også sige at det hele var mere ubesværet og legende end via Rondo Bronze, som så til gengæld er mere fast og kontrolleret i sin måde at gengive på. Der er ingen af de to pickupper som på nogen måde er ”forkerte” eller dårlige – bestemt ikke. Men der er tale om to forskellige lydfilosofier, hvor Shelter 301 II står for den mere altfavnende og meget levende gengivelse. At lytte til Diana Krall med big band var mere en total oplevelse med 301 II, hvor man trækkes ind i musikken og hvor evt. mangler i afspillekæden hurtigt er glemt.

I direkte sammenligning kan Rondoen fornemmes lidt mere neutral og glat, mens Shelter 301 II gerne vil gøre lidt opmærksom på toppen og får den til at klinge lidt mere ”lækkert” men til gengæld mindre detaljeret. Det er så OK, men mindre man har forstærkere, højttalere m.v. der trækker i samme retning.

Bunden var ikke helt så stram som med Rondo Bronze, men igen lidt af den ”lyd” man kan hæfte på mange af Shelter pickupperne. Den var mere rund og fyldig med en tendens til at gøre det hele lidt større i de laveste oktaver på bekostning af fastheden. Måske den koniske nåleslibning er medvirkende til den lidt anderledes formidling af detaljerne opefter.

ClearAudio Smartphono får det hele til at tippe tonalt, så toppen nedtones og der kommer mere fylde nedefter. På den anden side, så var der jo også lidt mere egentlig bas i Shelter pickuppen, men de kvaliteter der gemmer sig i bunden, kommer ikke helt til sin ret. Samtidig forsvinder lidt af det umiddelbare og gennemsigtige i hele mellemtoneområdet. Man kan sige gengivelsen er mere tilgivende. Der fokuseres på helheden frem for detaljerne eller også er det fordi der springes lidt over. Både RIAA og pickup trækker i samme retning, så det næsten bliver for meget af det gode. Behageligt og blødt er udtryk, som første falder ind. Absolut ingen tendenser til at fokusere på det grimme, heller ikke hvis det er i indspilningerne. Måske derfor mange har udtrykt så stor begejstring for denne lille RIAA. Men med Shelter 301 II kan man dog ikke komme uden om, at der går nogle detaljer tabt.

Graham Slee Fanfare er igen så tonalt helt anderledes. Der fokuseres lidt mere på den øvre mellemtone og lydbilledet er noget større men også slankere. Toppen er lige som med Rondoen lidt hurtig og tør, den hænger ikke helt sammen med resten men lever lidt sit eget liv. Dette om mulig endnu mere med Shelter 301 II. Ikke at det på nogen måde bliver ubehageligt, men det klinger meget hurtigt ud og giver alt i al en noget kunstig klang – de 2 spiller simpelthen ikke optimalt sammen. Der er ikke den frigjorthed som jeg hørte pickuppen levere før. Totalt set virker lyden lidt skuffende, når man tager prisklassen i betragtning. Reelt passede Fanfare bedre med Rondo pickuppen, hvor de to klædte hinanden godt.

Med Dino RIAA’en fik jeg en mere varm og rund gengivelse via 301 II, hvor især mellemtonen fyldte lidt mere i lydbilledet. Sara K. på Hobo stod lidt tættere på og der var noget mere krop over det hele. Dybden og bredden var der absolut ikke noget at klage på, her var der faktisk lidt mere end med Rondo. Toppen skiller sig lidt ud fra helheden. Der er masser af energi, men ikke helt så mange detaljer i den allerøverste top. Til gengæld er der ingen tendenser er til unoder eller overfokusering i de øvre oktaver, hvilket primært må skylde Dinoen.

Med Dino Riaa’en var det nemmere at høre forskellene på de 2 pickupper, hvilket også gør den velegnet til måske endnu bedre aftastere, især når man tænker på at selve forstærkeren jo også kan opgraderes hen ad vejen.

En slags konklusion.

Man kan sagtens få en god pladespiller for omkring de 20.000,- kroner. Komplet med arm, pickup og en god MC/RIAA forstærker. Her bør Amari LP 200 afgjort være med blandt alternativerne. Hvis du har læst det ovennævnte, vil det næppe komme som nogen overraskelse, at min favorit kombination var med Dino Mk II RIAA’en. Om det så skal være en Ortofon Rondo Bronze, Shelter 301 II eller noget helt tredje, står dig helt frit for. Netop med denne RIAA er fleksibiliteten i højsædet og mulighederne står åbne.

Skulle der være noget jeg kunne ønske bedre i denne opsætning var det en bedre arm. Origin Live udgaven af Rega armen er OK, men pladespilleren kan sagtens bære noget langt bedre.

Hvad Amari LP 200 angår så er den et spændende bud på en god pladespiller i den overkommelige prisklasse. Den er flot og fylder ikke så meget. Den digitale udlæsning kunne jeg godt have undværet, men den variable VTA er genial. Endelig er der også en god tung pladetallerken med et godt leje. Forudsætninger er således til stede for at få et godt resultat. Husk dog på at den ikke er afkoblet fra underlaget, så en vægmontering eller andre foranstaltninger kan være nødvendige.

Med hensyn til Clear Audio Smartphono svarer den fint til sig navn. Den er nem og leverer en besnærende gengivelse, men fleksibilitet er der ikke meget af. Det samme kan siges om Graham Slee Fanfare, som virker lidt for tør og kort i sin måde at gengive på. Den såkaldt opgraderede strømforsyning er ikke pengene værd. Anvendt med standardforsyningen får man prisen ned i et mere rimeligt leje og så kan man sige, at kvaliteten bedre svarer til prislejet.

   Retur til FORSIDEN