Pladespilleren.dk

24. oktober 2011 / redigeret 27. oktober 2012
_________________________________________________________________________________________________________________

Charmerende rød rillefræser!

BenzMicro Ace Ls
Import/forhandler: Exotic Audio / AB Audio  - http://www.exoticaudio.dk / www.abaudio.dk
Pris: ca. 5.500,-

 

OPFØLGNING - oktober 2012.

Har for nyligt igen fundet denne lille røde perle frem. Den har fået nogle flere timer i min Dynavector arm og bliver stadig belstet med 1 kohm. Indtrykket er aboslut ikke blevet mindre positivt. Der er tale om en glad og sprudlende musik gengiver. Ultimativt kan der nok mangle det sidste i detaljer opefter eller ved gengivelsen af rummet, men alt i alt er det faktisk fantastisk hvad man for pengene. Har lige lyttet til seneste udstpil fra Hans Thessink og Terry Evans. Medrivende blues og en fremragende optagelse. Stemmerne står flot mellem højttalerne og der er masse af rum. Musikerne kommer ind i stuen og man fornemmer tylidgt mikrofonopstilling og forskellene på den enkelt numre.

Hvordan er den så i forhold til Ortofon Rondo Bronze som koster det samme? Tja, der er tale to forskellige filosofier. Ortofonen er nøgtern, nøgen og glat. Lægger ikke meget til, men afslører det hele på en behagelig måde uden at overdrive. Benz ACE LS lægger lidt til. Den vil gerne bestemme og på visse områder overdrive lidt. På levende pop, rock og jazz ville jeg foretrækek ACE LS, mens Rondo Bronze er bedre til opera og symfonisk musik, hvor den bedre bevarer overblikket. Men begge er absolutte favoritter i prisen omkring de 5.000,- kroner.

_______________________________________________________________________

 

I min verden har Schweiziske BenzMicro altid stået for et stort varieret program med gode MC pickupper. Med en nylig total renovering af hele serien er der sket en del forbedringer. Det gælder ikke bare topmodellen LPs, men også de billigere modeller. Benz ACE Ls hører til i den mere overkommelige mellem prisklasse, hvor konkurrencen er stor. Men det er typisk her  der kan hentes en langt bedre gengivelse end via de egentlige entry modeller.

Den knaldrøde ACE Ls har den typiske Benz kontruktion. Set fra bunden er der fuldt overblik ned til mekanikken. Selve huset eller snarere "skallen" er fremstillet af rød acryl. I toppen er der gevindhuller som letter montagen. Der er tale om en ægte MC pickup med 0,4 mV ud og umiddelbart bedømt et rimeligt stift ophæng (compliancen er ikke oplyst). Nålefanen er 0,28 mm massiv boron og selve nålen er en nøgen line contact type - 5 x 120 um. Pickuppen blev monteret i et passende hus på min Dynavector DV 507 mk II arm eller en FR64fx og signalet blev kørt via en Accuphase C27 RIAA. Benz har altid foretrukket at køre MC pickupperne direkte ind i 47 kohm. Det er de færreste RIAA forstærkere der kan klare dette. Her prøvede jeg først med 100 ohm som umiddelbart burde passe fint i forhold til udgangsimpedansen på 12 ohm. 47 kohm via MM ind gav lidt mere luft og frigjorthed, men gik noget ud over substansen og det fysiske. En belastning på 1000 ohm var et fornuftigt kompromis og jeg fortsatte med denne indstilling.

Benz lyd 
Gennem de sidste år er jeg stødt på mange gode pickupper. Selv i de lave prisklasser får man meget for pengene i dag. Umiddelbart har jeg svært ved bare at kåre den eller den anden pickup som "bedst". Men jeg kan med god samvittighed anbefale Denon DL-103, Dynavector 10X5 eller til lidt flere penge en Sumiko Blackbird eller Ortofon Rondo Bronze. Men igen er der tale om helt forskellige lydoplevelser. Pickupper lyder lige så forskelligt som højttalere. Det gælder så også Benz ACE Ls, som igen er sin egen.

Hvis Benz ACE Ls var en højttaler, ville den være et flot 3-vejs type - velafbalanceret men veldefineret. Nok  med kontrol og fylde prioriteret lidt højere end niveau nedefter. Der er således tale om en ægte all round pickup, som kan gøre det inden for alle musikformer. Benz ACE-Ls er i den homogene kategori og opefter er detaljerne i behold, men de slynges ikke i hovedet på lytteren. Samtidig er der det afbalancerede og overblikket. Lyden fra den lille røde Benz kan bestemt ikke træde nogen over tæerne. Det første indtryk, er et intimt lydbillede, varmt og meget indbydende med en lidt varm og indbydende spillestil. Måske ikke det største lydbillede, men med tingene inden for rækkevidde. Man får til gengæld en tilstedeværelse og en ro som er musikbefordrende. Det  er den slags, der får en til at finde flere plader frem. Vel er den ikke så analytisk og detaljeret som væsentligt dyrere pickupper, men på sine egne præmisser gør den det forbavsende godt. Her adskiller den sig også en del fra f.eks. Ortofon Rondo Bronze, der godt nok er mere glat og detaljeret, men som så mangler den fylde og krop nedefter, som gør  Benz ACE Ls så dejlig fyldig og let at lytte til. 

Tag en plade som det nyeste udspil fra Poul Simon /So beautiful and so what. Her er der godt med vokaler og masser af intens rytmik, som står flot i lydbilledet. Det hele kommer lidt tættere på og er måske også lidt mere intimt end jeg er vant til. Men det giver igen denne fornemmelse af tryghed og at musikere er lidt mere af kød og blod. Dette sidste har altid været Benz' varemærke, men heldigvis er det tonet noget ned og lyden er lidt slankere end f.eks. min gamle Benz Ruby. Selv om denne ligger (lå) i en noget anden prisklasse, så kommer den nye ACE Ls forbavsende tæt på og på visse områder gør den det endda bedre. Absolut positivt, når udviklingen går den vej.

Der blev også spillet en del opera via ACE Ls. Her kommer overblikket og den generelle ro til sin ret. Solo arier står flot og plastisk i lydbilledet, dog stadig let forstørret og med de udøvende noget tættere på. Rummet er stadig godt defineret, men ikke så stort og dybt. Ved kraftigere passager bevares roen og pickuppen viser tydeligt nogle af de kvaliteter, som kendetegner en god MC. Den er svær at bringe på glatis og udskiller detaljerne  uden at det på nogen måde virker forceret eller anstrengt. Alt i alt en gengivelse man kan lytte på i lang tid med stor fornøjelse.

Konklusion.
Benz ACE Ls er kåret som årets pickup af tyske Audio. Ser man på pris kontra hvor meget vellyd man får for pengene, så virker det absolut rimeligt. Faktisk er det lidt imponerende, at man kan få en rigtig god all-round MC pickup  for et i denne sammenhæng et absolut rimeligt beløb.

Benz Ace Ls gengiver homogent og detaljeret uden at den pinder det hele ud og afslører alle indspilningernes defekter, så det bliver svært at lytte igennem til musikken. Den hælde mere mod det runde og varme end det slanke og ultra detaljerede. Selv om det ikke er så udtalt, er der stadig fokus på mellemtoneområdet, som Benz pickupperne altid har været kendt for. Men lyden er afgjort strammet op. Benz ACE Ls nyder godt af, hvis den kan belastes med en noget højere impedans end normalt for MC pickupper.

Alt i alt en absolut glimrende pickup i den lidt dyrere mellemklasse og et rigtigt godt bud, hvis man ønsker lige det ekstra som en god MC pickup giver.

 

RETUR TIL FORSIDEN