Akkurat Analog Accuphase
af Jan Nielsen

C-27 MC/RIAA forstærker - kr. 64.000,-
Dansk distribution: www.audiophil.dk
Hjemmeside: www.accuphase.com

Man kan roligt beskylde folkene hos Accuphase for både at være innovative og konservative. De tænker sig om mere end een gang, før de kaster sig ud i nymodens pjat. Således varede det også nogle år, før de igen satsede på en separat high-end MC/RIAA forstærker. Men nu er den her og den er som alt andet fra Accuphase flot og funktionel. Det konservative benægter sig dog ikke. Hvor andre nyder godt af mikroprocessor styring og fine numeriske displays, holder Accuphase sig til det kendte. Omskiftning sker manuelt og indikeres af små diskrete lamper. En fjernbetjening er der underligt nok heller ikke blevet plads til. Nej det her er sådan som japanerne bestemmer det skal være - take it or leave it.
C-27 vejer ca. 15 kg og måler ca. 46 x 12 x 40 cm (BHD).

C-27 er Accuphase's bud på en top MC/RIAA forstærker, der skal blande sig blandt det absolut bedste på markedet. At den hører til blandt det ypperste fra Accuphase ses bla. af de flotte persimmons træsider og ikke mindst prisskiltet. Internt er der tale om en FET konstruktion med kraftig brug af parallelkobling for at bringe støjen ned. Det hele er monteret på teflonprint og forsynet med mildt sagt voldsomme strømforsyninger. Se nærmere beskrivelse af kredsløbet på www.accuphase.com.

Mange funktioner og så alligevel ikke.
C-27 byder som nogle få andre (f.eks. Aestethix Rhea) på 3 indgange, der alle kan konfigureres som MM eller MC. Med MC-indstilling kan der vælges mellem 3, 10, 30, 100, 300 og 1000 ohms belastning. Vælger man MM-indstillingen, er der mulighed for 1k, 47k og 100k. Kapaciteten er  ikke oplyst og den kan heller ikke ændres. Det viser, at Accuphase som andre prioriterer anvendelsen af MC pickupper. Der er doublerede udgange, hhv. RCA og XLR balanceret. Accuphase fraråder, at man anvender begge samtidig, da det kan give stel-sløjfer, som forårsager brum. Jeg benyttede primært den balancerede udgang.
Fronten er overskuelig med en drejeknap til højre der vælger input 1, 2 eller 3. Indstillinger for gain og belastning huskes for de 3 indgange, så der er ingen problemer ved omskiftning. Impdansen vælges med en tilsvarende omskifter og gain kan justeres i to niveauer for hhv. MC og MM pickupper. 30/40 dB for MM og 60/70 dB for MC. Jeg ville have foretrukket tre indstillinger for hver med f.eks. 6 dB imellem. Endelig er der mulighed for at indkoble et højpas filter, som fjerner evt. lavfrekvent støj. Måske ikke så berettiget i et produkt i denne klasse, hvor man må forvente, at den benyttede pladespiller ikke har den slags problemer.  Alle betjeningsfunktioner foregår i vanlig Accuphase stil lydefrit og med klikken af relæer, der muter signalet. På intet tidspunkt var der støj eller andre problemer som skyldtes C27.
Bagsiden er meget overskuelig med de 3 ingange, der har hver sin stelskrue. Herudover de 2 udgange og en IEC netbrønd. Fasen på den balancerede udgang kan smart skiftes, så den passer sammen med amerikanske produkter.
Som et lille kuriosum kan det nævnes, at Accuphase anbefaler at man anvender det mefølgende RCA signalkabel og absolut også det standard netkabel, der inkluderes. Jeg var meget ulydig og lod dem begge ligge i kassen! Hvem der bruger et standard 30 kroners netkabel til et apparat i denne klasse, ved jeg ikke. Men måske Accuphase en dag vågner op og finder ud af, at der også er forskel på netkabler?

Sådan gjorde jeg.
I de forgangne 3-4 måneder har C-27 været tilkoblet både mit eget samt en vens anlæg. Den er blevet sammenlignet med 3 andre top RIAA forstærkere. Hjemme blev den forbundet til min Accuphase C2400 forforstærker via flere forskellige kabler - det endelige valg faldt på et NLE balanceret. Som signalkilde var der flere pladespillere med forskellige arme - bla. TriPlanar MkVIIi, Dynavector 507 mkII og ProJect 10,5. I perioden har der været afprøvet mere end 25 forskellige pickupper - såvel nye top MC typer som ældre MC, MM og MI pickupper.  
C-27 fik strøm via et Analysis Plus Oval netkabel koblet til min PS Audio Premier strømregenerator. I første omgang var Accuphasen placeret direkte på de solide fødder, men senere fik den Black Diamond Racing cones og pucks som resten af det benyttede udstyr.

Tre gange englelyd.
Accuphase skriver selv, at deres kredsløb sikrer "ultra low noise". Det kan jeg absolut skrive under på. Med MC input og 70 dB forstærkning skulle jeg skrue op til ca. kl. 1 på volumekontrollen før der var en smule sus Intet brum overhovedet. Det siger måske ikke umiddelbart så meget, men med mine meget følsomme højttalere spiller jeg normalt ret højt i positon 10-11!
Lyden fra C-27 er på typisk Accuphase manér yderst transparent, stor og med masser af ro og kontrol. Der er også magt og dynamik, men den virker ikke så ekspansiv og voldsom som Aestethix Rhea Signature. Til gengæld har den en indbygget ro og en formidabel kontrol. Der er ikke noget som kan bringe den på glatis. Man fornemmer tydeligt, at der ligger mange timers udvikling og lytteprøver bag. Skal der ydes noget så kommer det prompte uden at lydbilledet falder sammen eller roder. Specielt det store overblik og roen er noget man meget hurtigt bliver afhængig af.

Jeg har flere plader både på cd og LP. Når musikken bare kørte i baggrunden, skete det i starten, at jeg troede det var cd'en der spillede. Dette skal på ingen måde tolkes som præference for det ene eller andet. Men reelt har cd typisk noget mere fasthed og kontrol - en dynamisk kontrol kan man også sige. Dette er i høj grad også til stede via C-27, som har et greb om lydbilledet, der får det hele til at virke selvfølgeligt, naturligt og i høj grad ubesværet. Kontrollen i de laveste oktaver har jeg ikke oplevet bedre før på nogen anden RIAA. Således afslørede den i endnu højere grad forskellene på de arme der blev brugt. Lige hvad dette parameter angår er Dynavector DV507 mk II absolut suveræn, når ellers pickuppen passer til den forholdsvis høje bevægelige masse i det vandrette plan.

En anden rigtigt god RIAA - NLE22 blev kort prøvet op mod C27 via en vens anlæg. *** SE BEMÆRKNING NEDENFOR! 

 Man kan godt tale om to forskellige lydfilosofier, for de lyder meget forskelligt. NLE 22 var med den benyttede Transfiguration Orpheus pickup mere slank og med et let tilskud af detaljer opefter. Lydbilledet var intimt og samlet mod midten. I forhold til dette gengav C-27 mere åbent, bredt og varmere med god plads mellem instrumenterne. Begge forstærkerere har afgjort deres kvaliteter, men set i lyset af prisforskellen er det nok ikke overraskende at C-27 i mine ører leverede det mest umiddelbare resultat. Nu er NLE22 jo også mere kendt for at være "korrekt", så denne sammenligning skal prøves igen, når jeg får en NLE22 inden for husets 4 vægge.

Accuphase produkterne beskyldes af mange for at være lidt pæne og glatte i lyden. Det kan nok ikke helt fornægtes. Toppen mangler ikke detaljer eller nærvær, men den kan godt siges at være på den høflige side. I modsætning til langt de fleste high end RIAA forstærkerere benytter Accuphase aktiv frekvenskorrektion - altså i modkoblings sløjfen. Det har fordele hvad støjen angår, men ofte giver de også en mindre frigjort og "vægtløs" gengivelse i toppen. Det vil jeg nu ikke sige er tilfældet med C-27. Der er masser af luft og detaljer, men stadig er der lidt af det pæne og kontrollerede. Hvis noget lyder groft og river i ørerne mod toppen, så er det afgjort fejl andre steder i signalvejen eller en forkert indstilling af C-27.

Selv om det hele umiddelbart gengives fløjelsblødt og med lidt skjulte detaljer, så kommer det hele frem, når man rigtigt lytter efter. Du får det ikke slynget i hovedet , men skal selv lytte ind til alt det lækre. Et faktum som også sikrer, at du kan lytte længe, højt og med mange typer musik uden at du bliver trært. Hvis der er noget som kendetegner C-27 så er det at de mange muskler og rå kraft kun kommer frem, når der er brug for det. Man kan sige det er knytnæver i silkehandsker, for det må aldrig blive for råt og for direkte. Der er en tilsyneladende ro og glathed over gengivelsen, men det er kun lige til det øjeblik hvor der sker noget voldsomt. Uanset om vi taler om jazz og overgangen fra solo til fuldt big band eller Stravinskys Sacre i de voldsomme passager, så lukkes der op. Ingen begrænsninger og heller ingen roden i lydbilledet.

Musik i lange baner.
Normalt spiller jeg meget musik, men fra den dag for ca. 4 måneder siden, da C-27 kom ind i stuen, blev der spillet endnu mere. Mange gamle LP'er blev fundet frem og mulighederne for at skifte mellem 3 forskellige pickupper og dermed et skift mellem forskellige lyd idealer bliver stadig flittigt udnyttet. C-27 er i høj grad blevet et arbejdsredskab, som man bare forventer virker. I en kort overgang skiftede jeg over til en anden RIAA og den vej rundt udstiller om muligt i endnu højere grad forskellene. Selv om den anden RIAA er i den absolutte gode ende, så virkede lydbilledet pludseligt mindre engagerende. Kunsten at kunne trække lytteren ind i musikken uden at overdrive og trætte, er absolut noget af det man får i den høje prisklasse hvor C-27 befinder sig.

Mange gode gamle plader fandt vej til pladespillerne, men blandt de nyere kan nævnes Eric Clapton nyeste udspil Clapton, som nok er mere tilbagelænet og poleret end mange af hans tidligere udgivelser. Men via C-27 får musikken om muligt en endnu større ro og nærvær. Nogen har beskyldt denne plade for at være kedelig. Afspillet med Ortofon MC7500 via C-27 var det nu ikke det indtryk jeg fik. Vil snarere sige hypnotisk, levende og voksen. Leonard Cohen er absolut også voksen. Hans live plade Songs from the Road har jeg både på CD og LP. Her er LP versionen afgjort at foretrække. En lydefri presning der via C-27 gengives med masser af nærvær og man føler at man står blandt publikum. Leonard Cohens slidte stemme står flot i optagelsen og lydbilledet er stort med mange detaljer. En fremragnede plade og med udstyr af denne karat en nydelse. Som en af mine venner spontant udbrød "Hvor er pladestøjen ... skal det ikke knitre?". Efter at have lyttet lidt nærmere var det hele det afslappede og uanstrengte han fokuserede på. Det var nemt at lytte, nyde og komme ind i musikken.
Diana Krall/Girl in the other Room er afgjort en af mine favoritter. Hidtil har SACD udgaven gjort rangen stridig som den bedste, men via C-27 kommer LP'en meget tæt på. Optagelsen er dynamisk og engagerende. Mange af hendes plader kan være plaget af en let betoning af s-lydene, men her er det ikke noget man bemærker. Til gengæld oplever man det store åbne lydbillede og den fremragende presning. Det her er analog når det er bedst. Egentligt tænkevækkende, når man ved at masteren er digital.

MC på MM indgangen.
C-27 klarer uden problemer MC pickupper med meget lavt output. Ortofon MC7500 med ca. 0,12 mV og Audio Note IO II med omkring de 0,1 mV spiller uden problemer både hvad forstærkning og belastning angår.
Men mange producenter (f.eks. Benz) anbefaler at man belaster deres pickupper med en højere impedans. Umiddelbart virker det ikke logisk, at belaste en MC med 47 kohm, men i praksis kan det give en mere frigjort og velopløst gengivelse. Det skulle afgjort prøves. Nu har C-27 dog ikke mulighed for højere belastning end 1000 ohm på MC indgangen. hvilket afgjort er fint til mange typer. Men koblet til MM med højeste forstærkning prøvede jeg flere MC pickupper. Selvfølgelig bør man holde sig til nogle med et pænt output - en Ortofon MC3000 går ikke i den sammenhæng. Med hensyn til støj er der bestemt ikke noget problem. Blot skal man sikre sig at den efterfølgende forforstærker har gain nok. Desuden skal man ikke lige skifte over til en anden kilde, for så får man højttalerne i hovedet!

Jeg har prøvet de 47 kohm ind med en Benz Ace LS samt med en Roksan Shiraz (EMT baseret). Begge ligger med solide output på omkring de 0,35 til 0,8 mV ud. Der er ingen tvivl om at klangkarakteren ændrer sig og her foretrækker jeg afgjort den egentlige MC indgang og så evt. at hæve belastningsimpedansen til 500 eller måske 1.000 ohm, som C-27 giver mulighed for. Via 47 kohm bliver det hele noget letvægtigt. Noget af kraften og det fysiske går tabt. Jeg vil ikke forsværge, at det i nogle tilfælde kan være en fordel med høj indgangsimpdans og MC pickupper, men her foretrakt jeg at gøre det på den "rigtige" facon.

MM og MI pickupper.
På det seneste har MM og MI pickupper opnået en fornyet popularitet. Mange mener alvorligt, at de gør det bedre end de nyeste top MC pickupper. Her er det specielt det tonale og neutrale der gør sig gældende. MC-typer beskyldes for at forstørre lyden og pinde detaljerne ud. Jeg er ikke enig i denne anskuelse, men forskel er der. Hvad man så foretrækker, vil altid være smag og behag.
I forhold til de 5-6 gode MM typer jeg fik prøvet, så er alle mine gode MC pickupper langt mere åbne og detaljerede. Om de så overdriver eller MM pickupperne mangler detaljer, er et fortolkningsspørgsmål. Sammenlignet med mine digitale lydkilder og de samme plader, mener jeg MC pickupperne er tættest på rent tonalt.
Men en af de pickupper jeg trods alt fik lyttet en del til er den gamle B&O MMC 1. Her er der tale om en MI type med safir nålefane og line contact nåleslibning. Belastet med 47 kohm er det stadig en fremragende pickup. Mine arme kunne ikke yde den retfærdighed nedefter, men selv i dag er det nemt at høre hvor lang forud for sin tid den var dengang i 80'erne. Via C-27 var der en god åben mellemtone og en velopløst, men let dæmpet top. Rent dynamisk var den også lidt tilbageholdende, men med en god detaljeformidling. Med en belastning på 100 kohm kom der lidt mere åbenhed i lydbilledet. Afgjort et godt alternativt at Accuphase har tilføjet denne mulighed.
En anden af de "gamle" der stadig kan begå sig er Decca London Gold. Den er ikke verdens bedste til at spore, men lyden er super stram og dynamisk. Her via C-27 fik den rigtigt lov til at slå sig løs. Alle de stærke sider blev fremhævet og de få unoder var til at leve med.  

Konklusion
Accuphase fremstiller meget lækre apparater - ingen tvivl om det. Men man får også lov til at betale ekstra for alt det lækre. Det er næsten lige som med biler. Men når det er sagt, så er det  også noget man bliver glad for i det daglige. Ikke blot pynter C-27 på hylden, den leverer også en yderst overbevisende gengivelse. Således er C-27 en ægte Accuphase - alt for dyr, men dejlig. Efter kort tid er det meget svært at skifte tilbage til noget som helst andet. Vel findes der en lille håndfuld produkter, som tilbyder samme faciliteter og en lydkvalitet der kan matche. Men alligevel er C-27 helt sin egen. Den har det typiske Accuphase understatement. I første omgang synes det hele bare at være pænt, stort og flot. Men efter et stykke tid finder man ud af, at der bag det smukke ydre gemmer sig en ægte fuldblods maskine. Den magter på een gang at få det hele med, men uden at det slynges i hovedet på lytteren. Både afslappet og voldsom på een gang. Denne RIAA vil ikke være for alle, men kigger man efter noget af det bedste på markedet bør den afgjort være med i overvejelserne.

BEMÆRKNING - vedrørende NLE 22 RIAA - tilføjet maj 2011.

Efter denne test blev lagt på siden samt på www.nomono.dk, blev jeg ringet op af Niels Larsen. Jeg skal således præcisere, at dette ikke er en test af NLE 22. Det var en kort sammenligning af 3 forskellige RIAA forstærkere under hyggelige forhold, sådan som mange af os sikkert gør det. Alle forstærkere blev indstillet med samme belastning for den benyttede Transfiguration pickup. Det er dog ikke ensbetydende med, at der kunne være opnået bedre resultater ved en mere grund optimering. NLE 22 (og forgængeren NLE 20) hører stadig til blandt de bedste RIAA forstærkere jeg har prøvet.  De anførte kommentarer skal ses som en uddybning af Accuphase testen, men bedømt ud fra et andet anlæg og med andre forstærkere inden for rækkevidde.