Pladespilleren.dk

Triplanar Ultimate Mk VIIi arm  samt Shelter 501 og Shelter Harmony pickupper 


Tri-Planar Ultimate - ca. kr. 35.000,-
Shelter 501 mkII – ca. kr. 8.000,-
Shelter Harmony – ca. kr. 30.000,-
Import/forhandler -
http://www.highend-sound.com/

Denne anmeldelse var oprindeligt af MkVII armen. Senere købte jeg den nyeste version MkVIIi (improved). Teksten er således rettet til efter de erfaringer jeg har gjort med Triplanars topmodel.

 

En af verdens bedste arme og en pickup i samme kvalitetsklasse.

Der er noget umiddelbart fascinerende ved meget dyre hifi produkter. For de fleste vil det bare blive ved drømmene, men på den anden side så kan man jo ”bare” lade være med at købe dyre biler og springe udlandsrejserne over de næste 8-10 år. Rødvin og god mad skal man ikke gå glip af, men det er nu lige før man glemmer alt om andre former for nydelse end musikken, når det bedste bare vrider endnu mere musik ud af rillerne. Det nærmer sig ren magi, så selv Harry Potter ikke kan være med.

Mere end 25 års udvikling
Tri-Planar armen kom til verden i 1981 som Wheaton Tri-Planar. Men før da have konstruktøren Herbert Papier brugt år til at gennemtænke hvordan den skulle konstrueres. Ja faktisk startede han helt tilbage i 1967, hvor der blev eksperimenteret med de 3 væsentligste problemer for en radial tonearm; justerbar azimuth, justerbar vertikal sporingsvinkel (VTA) og at selve omdrejningspunktet skulle være i niveau med pladens overflade.

Der skete løbende forbedringer og i 99 kom Tri-Planar Mk III. På det tidspunkt var Herbert Papier fyldt 83 år og det var på tide at give livsværket videre. Den håndplukkede efterfølger var Tri Mai, der på det tidspunkt havde fulgt produktionen i et par år. Herbert døde i 2003, men Tri Mai har siden da med stor indlevelse og forståelse for armens fantastiske egenskaber formået at videreudvikle og forbedre den. Det er blandt andet sket med input fra de mange tilfredse kunder over hele verdenen.

Gennemført finmekanik
Tri-Planar Ultimate mk VII er den version vi fik til låns i alt for kort tid. Som navnet siger det, kan den meget nemt justeres i alle 3 planer. Her skal vi blot nævne VTA som justeres via en stor fingerskrue i toppen af basen. En omdrejning er lig med 1 mm. Selv lejringen sker i præcisions pinollejer og armrøret er fremstillet i kraftig kulfiber med en indre dæmpning. Selv ved det solide støbte pickup hus ses små gummiplader til dæmpning. Der er også mulighed for yderligere dæmpning i form af et olie kar, som det f.eks. også er set på SME-armene. Det hele er usædvanligt gennemført, f.eks. er de 3 huller på arm basen ikke placeret med 120 grader mellem, men er forskudt. så afstanden er forskellig. Endnu mere genialt udkobles antiskatingen, når liften aktiveres. Sådan kunne jeg blive ved, der er bare tænkt på alt - og så alligevel ikke.

Meget underligt er der ikke nogen umiddelbar mulighed for at indstille nåletrykket! Det foregår meget simpelt ved at forskyde kontravægten. Da denne sidder usædvanligt godt fast, er det ikke nemt. Man kommer nemt til at trykke for hårdt og så skal den tilbage igen. Her bør Tri Mai helt afgjort kunne finde en bedre løsning. Med andre ord er den eneste mulighed altså en nåletryksvægt og masser af tålmodighed. (Seneste version Mk VIIi har indført en justeringmulighed via en lille eksra kontravægt placeret på en pinol. Der er der stadig inge markering af nåletrykket så en vægt er absolut nødvendig).

Tri-Planar Ultimate leveres i 2 udgaver, enten sort eller blank base og med flere forskellige former for terminering. På det afprøvede eksemplar var der monteret et kobberkabel, som så vidt jeg har kunnet læse mig til, er fra Cardas. Den effektive længde er 250 mm (10”) og der medleveres ALT til montering – incl. skruer, bolte, bor samt gevindskær! Eneste lille ankepunkt er den medleverede protractor. Den fandt jeg for upræcis og brugte i stedet den tyske Feikert.

Hvad sker der her?
Tri-Planar er en af den slags øjenåbnere, der gør det meget svært at vende tilbage til noget andet. Vel er min hjemmelavede arm baseret på Schröder Ref. fantastisk, men den excellerer i varme, ro og indlevelse. Min FR64s har fastheden i bunden, men mangler så noget af det kontrollerede og 3-dimensionelle opefter. Den nye Ortofon AS-309S har så til gengæld masser af luft og rum, men mangler lidt af det faste og bastante nedefter. Tri-Planar Ultimate kan det hele og mere til. Den står for kontrol, magt og masser af detaljer. Dynamikken er til tider nærmest skræmmende – jeg vidste ikke at der gemte sig så meget i pladerillerne! Kun hvad fastheden i bunden og den generelle ro i lydbilledet angår har Dynavector DV 507 mk II kvaliteter der kan hamle op med den.

Armen giver et hidtil ikke oplevet indblik i musikken og får det bedste ud af de pickupper jeg nåede at prøve (Transfiguration Orpeheus, Shelter Harmony, Benz Ebony og Ortofon Rondo Bronze). Kort sagt er den fantastisk og viser at en pickup arm kan have lige så stor indflydelse, som selve pickuppen og værket (eller måske større).

Da Cd’en kom frem, var der mange som bemærkede den faste og impulsvillige bas. De havde bestemt ikke hørt TriPlanar med Benz Ebony H, for her kan kun meget få Cd-maskiner følge med. Det høres og mærkes. Men det kan også ses på højttalermembranerne. Ikke nogen med nogen voldsomme udsving ved subsoniske frekvenser. Det hele holdes i stramme tøjler og er bare så kontrolleret. En gang Yello ”The Race” ved fuld udladning har aldrig lydt på denne måde. Sammenhæng fra bund til top og med en bas som får en til at gispe efter vejret. Et direkte skift til Cd’en får mig til at tænke på trommeskind af gummi og guitarstrenge af elastikker – med andre ord død og udynamisk i forhold til LP’en. Om så optagelserne er de samme kan man jo ikke vide, men musikfornøjelsen og nydelsen var langt større på LP, der bød på meget mere spændstighed og indlevelse. Det er oplevelser som denne, der gør det hele langt mere indbydende og interessant at høre musik. Endelig får det mig til i endnu højere grad at forstå, hvorfor nogen af os investerer så mange penge i mekaniske ”døde” musik apparater.

Om Tri-Planar Ultimate er verdens bedste arm ved jeg ikke, men den hører afgjort mellem de 4-5 stykker der med ret kan hævde at være det. Den er dyr, men på det rette værk og med en rigtig god pickup (som den fortjener) vil den kunne levere mange års sublim musikgengivelse.

Shelter pickupper
Shelter er forholdvis nye her i Danmark, men specielt i USA har de opnået stor popularitet. Grundlægger, indehaver og designer er Yazuo Osawa, der fra 82 til 86 stod bag pickupperne fra Fidelity Research. Enkelte af bladets læsere husker måske den meget populære MC 201 fra dengang. Shelters program omfatter ca. 8 modeller, heraf blot en enkelt MM ellers er de alle af MC-typen. Priserne ligger fra et par tusinde kroner og op til den helt nye topmodel Harmony, der koster 30.000,- kroner. Det er denne topmodel, samt den mere overkommelige 501 Mk II til ca. 8000,- jeg kigger nærmere på her.

Ud over TriPlanar armen fik de 2 Shelter pickupper lov til at spille i hhv. en FR64s samt den nye Ortofon 12” arm – AS-309S.

Shelter 501 Mk. II
Her har vi at gøre med noget som mange har beskrevet som et best-buy i prisklassen. 501’eren kommer med et læs af gode anmeldelser i bagagen. Faktisk er den så populær, at Shelter også laver en mono udgave af den. Flere af de bedste producenter er begyndt med rigtige mono pickupper til kunder, der holder af de gode gamle monopresninger.
Det første indtryk er en blød, rund og varm gengivelse. Denne pickup har masser af charme og den er nem at lytte til. Man fokuserer i højere grad på musikken end på teknikken, hvilket bestemt ikke er dårligt. 501 mk II viser tydelig forskellene i lydfilosofi i forhold til både Dynavector DV Karat 17D II og Ortofon Rondo Bronze, der begge hører til i den mere neutrale og meget præcise genre. Men hvad får man så mere for de i alt 8.000 kroner? Det man får er ro og overblik. Fra det øjeblik nålen rammer rillen, er der det typiske tilbagelænede og selvfølgelige jeg har oplevet lidt mere udpræget på f.eks. de 3 top pickupper fra Transfiguration. Shelter 501 mk. II magter at svinge fra det blide og tilbagelænede til voldsomme dynamiske udladninger på et øjeblik - helt uden at miste overblikket.

Det er svært at sætte en finger på hvad den gør specielt godt. Nemmere er det at fortælle, at den ikke gør noget forkert. Det er en pickup som man bare spiller masser af plader med. Hurtigt vil man vænne sig til at det hele bare lyder korrekt og at analog teknik kan være noget så afslappende. Meget typisk vil selv ældre ikke perfekte optagelser lyde helt OK, en egenskab som man så absolut lærer at værdsætte. Jeg kunne skrive meget mere, men meget af det går igen i topmodellen Harmony, hvor det hele bare er langt mere udpræget.

 

Shelter Harmony - dynamisk harmoni
Som mange andre af bejlerne til titlen "verdens bedste pickup" så er Shelter Harmony ikke en typisk imponator. Her kommer slægtskabet med 501 mk. II tydeligst frem. Man får ikke en lydeksplosion af detaljer, men i stedet det afslappede, letflydende og totalt ubesværede. Det samme som jeg har oplevet med f.eks. Van den Hul Condor og i lidt mindre grad også via Benz Ebony.

Der er ikke noget som stikker ud og gør opmærksom på, at det er ”sådan jeg lyder”. Det kræver således flere timer, og mange forskellige typer musik før man rigtigt værdsætter hvad en pickup af denne kaliber magter.

Med det nyeste udspil fra Poul Simon på pladetallerkenen er det rytmen og sangstemmen der fokuseres på. Pladen er ikke nogen typisk superpresning og den kan ikke på nogen måde siges at være ”audiofil”. Til gengæld fejler musikken ikke noget og her får Poul Simons karakteristiske drævende stemmeføring rigtigt lov til at stå frem. Det hele lægges på et sølvfad meget nøgternt og glat. Der er ikke så meget rundhed og varme som jeg fandt det via Shelter 501 mk II. Her er det hele strammet op og der er meget mere fokus og præcision i gengivelsen. Absolut egenskaber som stiller store krav til resten af afspillekæden.

De frekvensmæssige yderområder har helt afgjort nogle kvaliteter, der med god ret kan siges at skille sig ud – positivt vel at mærke. Især de laveste oktaver står klippefast og med så stor detaljeringsgrad at det må forbavse. Jeg troede indtil Harmony dukkede op, at Benz Ebony H var suveræn på dette område, men nej den må se sig overgået. Eller måske skal man blot konstatere at Harmony er så veldæmpet og super stabil, at den blot siger det der skal siges i de laveste oktaver. Her har Ebony’en i direkte sammenligning en tendens til at overdrive en smule – altså det lidt imponerende kontra det neutrale og meget korrekte. Selv Transfiguration Orpheus kommer lidt til kort her. Harmony har simpelthen en mere levende og blomstrende gengivelse af de laveste oktaver, som forekommer på en gang mere frigjort og fyldigt.

Toppen er der bare – super glat og igen uden på nogen måde at gøre opmærksom på sig selv. Den er udstrakt og med masser af luft og detaljer. Her er det i høj grad den benyttede arm og forstærker der sætter grænserne.  Klangligt hælder den dog mere mod det glatte, hvor Orpheus imponerer med sin mikrodynamik og evnen til at virker "sprød" og livlig.

Norah Jones/Not too Late var noget af en øjenåbener. Den umiddelbare og meget dynamiske gengivelse af hele mellemtoneområdet er mildt sagt imponerende. Stemmen springer frem mod lytteren. Der er ikke noget loft over musikken, som bare ånder og står 3-dimensionelt og meget levende mellem højttalerne. Lige præcis på disse parametre må CD udgaven se sig distanceret med flere kilometer. På den anden side, må jeg også konkludere, at lige når det kommer til mellemtoneområdet så er Shelter Harmony en af de allerbedste pickupper jeg nogensinde har oplevet.

Rugsted og Kreuzfeldt/Sad i Parken afslører lag på lag i musikken. Både detaljer og dybden er lydbilledet er nærmest foruroligende. Jeg vidste denne plade var god både musikalsk og teknisk, men dette er nærmest en helt ny oplevelse. Der foregår flere ting i hvert sit rum og alt er skilt skarpt fra hinanden, men alligevel som en harmonisk helhed. Man griber sig uvilkårligt i armen, for at se om man drømmer. Det her er hvad hifi drejer sig om, når grænser brydes og man oplever hvor godt det kan blive.

30.000 skattetyngede danske kroner er meget for en pickup. Specielt når man tænker på, hvad der yderligere skal til før den yder sit optimale. Men det bedste vil altid være dyrt og med Harmony har Shelter bevist, at de hører til blandt de producenter, der magter at vise de andre hvordan det skal gøres. Heldigvis går mange af de umiddelbare kvaliteter igen i 501 mk II, hvilket gør den til noget af et bargain i prisklassen.