Pladespilleren.dk

Kontravægten nr. 1 - 2009 

Kulfiber på langs

Efter at have stiftet bekendtskab med den billigere version af Pro-Ject kulfiber armen (HF nr. 7/08) blev jeg lidt nysgerrig efter hvad de større modeller kunne præstere. 10CC armen ligger i Pro-jects mellem prisklasse med den noget dyrere Evolution serie som firmaets top.

I CC-serien er der en 9" og en 10" version. Jeg valgte 10" versionen, som i det mindste i teorien giver en tand mindre fejlsporing. Armen kan leveres med 3 forskellige termineringer – såkaldte "flying leads", altså løse kabler ud, 5-polet DIN eller phono/RCA bøsninger. Prismæssigt er der mindre forskelle på de 3 versioner.

I modsætning til de billigere Pro-Ject arme er der tale om ét langt konisk kulfiber rør ned til befæstigelsen i lejet. Kontravægten er monteret lidt under tyngdepunktet og den er afkoblet. Der kan leveres forskellige kontravægte afhængig af hvilken pickup der skal monteres. I mit tilfælde måtte der en lidt tungere til, da den medfølgende ikke kunne udbalancere nogle af de valgte pickupper. Ekstra vægte skal dog købes separat.

Montering

10CC blev monteret på min renoverede Garrard 301, der sidder i en solid birketræsfiner plint. Inden da havde jeg kortvarigt benyttet min FR 64s arm og i en noget længere periode den meget oversete Rega RB 700 arm, der befinder sig i ca. samme prisklasse som 10CC.

10CC monteres i en solid base, der fæstnes ved 3 gennemgående skruer nedefra. Man kan ikke sætte dem i fra oven. Det kræver altså en løs monteringsplade på det værk, hvor man ønsker at anvende armen. Basen har en lille unbrako skrue, som tillader justering af VTA.

De ekstra ca. 2,5 cm længde i forhold til mere normale 9" arme bør ikke være et problem, men undersøg det hellere i forvejen. På trods af den ekstra længde er massen lavere end normalt. Her hjælper kulfiber konstruktionen med til at bringe massen ned på kun 9 gram. At der er tale om en meget let arm, mærker man også ved den daglige håndtering. Men man skal ikke lade sig snyde, for anvendelsen af kulfiber giver en stabil og meget solid konstruktion.

Den interne forkabling er med meget tynde korer, så det kræver lidt forsigtighed ved montering af pickuppen. Udskæringen i kulfiber forparten giver mulighed for en let justering af overhang. Azimut justering sker noget mere besværligt ved at løsne hele armen nede bag ved ophænget. Kontravægten har en indbygget blød afkobling og indikation for nåletryk. Et tjek med min elektroniske vægt viste, at angivelserne var rimeligt præcise. Antiskatingen sker med den obligatoriske tråd og et ophængt lod.

Armstøtten er blot en lille ”U”-formet bøjle, der på ingen måde holder fast i armen. Det skal man lige vænne sig til. Her kunne man med fordel have lavet en form for lås eller en let fjedervirkning.

Pro-Ject 10CC blev afprøvet med en Ortofon Rondo Bronze samt en Benz Ebony pickup. For begges vedkommende giver det en arm resonans omkring de 9 Hz. Ønsker du selv at beregne armresonansen på din arm/pickup kombination, kan det gøres her: http://vinyl.hificlass.com/tools.php.

Liv og luft

TT-10 må generelt siges at høre til i den lette genre, ikke blot rent vægtmæssigt men også hvad lyden angår. Det hele forekommer lidt mere åbent og levende, men også noget mindre bastant, som om musikken til tider næsten taber jordforbindelsen. Således er masser af niveau nedefter, men de laveste oktaver har også en meget let – næsten flygtig karakter. Det er forkanterne der fokuseres på, mens vægten og det magtfulde mangler lidt. Lige præcis på dette område er der en stor kontrast til Rega RB 700, som har en mere stram og magtfuld bund.

Opefter har vi igen den åbne karakter med en godt detaljeformidling. Det hele flyder på en måde mere let og luftigt. Her er der bedre kontrol parret med en lethed og åbenhed som giver god plads og luft omkring instrumenterne. Stemmer står meget distinkt men der skrues lidt ned for det fyldige. Med Benz Ebony havde så absolut en positiv indvirkning og gjorde det totale indtryk mere homogent og korrekt.  

Lydbilledet er stort og åbent, men har ikke helt den samme præcision og (kunstige) punktformighed som jeg er vant til (fra langt dyrere arme). Dette fænomen kan så betragtes som en ulempe eller en fordel, alt afhængig af hvilken form for musik man spiller. Til typisk klassisk musik med et stort lydbillede er det noget man værdsætter. Det hele kommer på afstand og man lytter mere til helheden end de enkelte instrumenter. Går man så over i en anden genre – f.eks. Hans Theessink eller Mark Knopfler, så er der stadig det letflydende og lidt overlegne. Det hele virker næsten for pænt, men alligevel er det noget man lærer at værdsætte.

Generelt leverer 10CC en gengivelse, som man meget vanskelig kan blive træt af. Den passer med de fleste pickupper og virker som en solid og gedigen konstruktion.

Sammenfatning

Pro-ject 10CC har en dejlig levende og meget velopløst gengivelse. Desuden er der tale om en arm med en flot finish og mekanisk kvalitet. Den formår skabe et stort åbent lydbillede og så er den fleksibel mht. valg af pickup. Der kan mangle lige det sidste, når det kommer til magt og kontrol nedefter. På den anden side, så er det svært at få det hele på én gang i denne prisklasse. Totalt set bør Pro-ject 10CC absolut være med i overvejelserne, hvis man er på udkig efter en arm i den overkommelige prisklasse.